– 7 tegn på, at dit it-miljø ikke er fremtidssikret
Læsetid: 4 minutter.
Har du en nagende følelse af, at du ikke har fuld kontrol over dit it-miljø? At det risikerer at blive en bremseklods frem for en motor for virksomheden? Her lister vi syv klare tegn på, at du kunne arbejde både mere effektivt og mere sikkert – og dermed være bedre rustet til fremtiden. Test dig selv – hvilke af disse udsagn passer på dit it-miljø?
1. Der findes systemer uden en tydelig ejer
Legacy-systemer blandet med nyere software og hjemmelavede specialløsninger i et rodet it-miljø uden et klart overblik? Ekstra besværligt bliver det ofte, hvis din virksomhed har gennemgået omstruktureringer, fusioner eller opkøb gennem årene. Da er det mere reglen end undtagelsen, at du har systemer, som svæver rundt uden en klar ejer.
2. Systemer, der skulle have været afviklet, lever stadig videre
Beslutningen er klar: Alle projekter skal flyttes over til det nye, smarte system, som I har investeret i, og som vil erstatte to ældre systemer, der nu kan afvikles. Herligt! Migreringen starter godt. Men så går det i stå. Den ansvarlige stopper, eller der er et specifikt kundeprojekt, der virker lidt for besværligt at flytte over (og som trods alt genererer en vis indtægt). Så står du der et år senere med tre systemer i stedet for et. Og en endnu mere rodet blanding af gammelt og nyt.
3. Medarbejdere snubler over ting, som ingen kender
‘Er der nogen, der ved, hvad det her er?’ skriver en kollega i chatten efter at have opdaget et datasæt, som sikkert havde et rigtig godt formål engang. Men ophavsmanden stoppede for længe siden, og nu ved ingen, hvad det drejer sig om. Tør du slette det, eller vil noget pludselig holde op med at fungere? På den anden side: tør du beholde noget, som du ikke har fuld kontrol over?
4. Du er låst til specifikke systemer eller leverandører
Køber du oftest hardware og software fra visse specifikke leverandører på grund af personlige præferencer? Det behøver ikke nødvendigvis være forkert, men kan gøre din virksomhed meget afhængig af enkelte aktører. Til sidst bliver det svært at skifte, selvom du gerne vil. Eller forhandle en god pris, når det er tid til at forny aftalen. Og den dag teknologien går i en ny retning – eller leverandøren beslutter sig for at stoppe med at opdatere løsningen – så står du i en rigtig besværlig situation.
5. Du vil gerne drage nytte af AI-udviklingen, men kan ikke
AI og automatisering indebærer enorme muligheder for effektivisering. Eller? Alt afhænger af, at dine data kan flyde frit i et hurtigt og sikkert kredsløb. Med et forældet it-miljø er det desværre en fjern drøm. Så mens direktøren spørger dig, hvorfor virksomheden ikke allerede er helt automatiseret, sidder du og river dit hår ud over inkompatible legacy-systemer, uoverskuelige data og manglende netværkskapacitet. Toget mod den højteknologiske fremtid synes at forsvinde længere og længere væk fra perronen (mens dine konkurrenter sidder i første klasse og nipper til champagne).
6. Alt falder sammen, hvis Jette siger op
Vedkommende kan også hedde Morten, Samir eller Hanna. Uanset navn er individafhængigheden udbredt inden for it. I en svensk Sifo-undersøgelse oplyste næsten 7 ud af 10 it-chefer, at de er afhængige af specifikke individer for at kunne drive deres netværksløsning. Og hvis den nøgleperson skulle stoppe en dag, bliver kompetencen svær at erstatte.
Du begynder at svede ved ordene “nye EU-direktiver”
NIS2-direktivet er uden tvivl 2024’s største it-begivenhed. Men det er ikke første – og bestemt ikke sidste – gang, at nye regler tvinger dig til at gennemgå dine systemer, din cybersikkerhed og dine tredjepartsafhængigheder. Spørg dig selv, og vær ærlig: Har din organisation en tendens til at handle reaktivt i disse situationer? Nøjes I med at klare den absolutte minimumsstandard? Eller håber I ligefrem på, at I ikke bliver inspiceret? Så er jeres it-miljø næppe fremtidssikret – hverken mod cyberangreb, bøder eller konkurrence.
Følte du dig ramt?
Hvis du kunne genkende dig selv i en eller flere af punkterne ovenfor, er du næppe alene. Men at et problem er almindeligt betyder ikke, at du kan ignorere det. Gå ikke glip af artiklen, hvor vores ekspert forklarer, hvorfor et rodet it-miljø risikerer at blive dyrt i længden.