Infrastrukturen, der afgør, om jeres AI-satsning lykkes

Investerer jeres virksomhed i AI uden samtidig at styrke den infrastruktur, teknologien er afhængig af? Så kan sårbarheden vokse i takt med brugen. Cybersikkerhedsekspert Øystein Snekkerlien peger på de faktorer, der ofte bliver overset, men som kan afgøre, om AI bliver en konkurrencefordel eller en ny risiko.
Øystein Snekkerlien, cybersikkerhedsekspert hos GlobalConnect, ser store forskelle på, hvor langt nordiske virksomheder er nået med AI:
– Nogle er stadig i startfasen. Andre lader allerede AI-agenter udføre opgaver på egen hånd. Samtidig er der virksomheder, som først og fremmest fokuserer på, hvordan de kan begrænse medarbejdernes brug af AI.
Uanset hvor langt virksomheden er nået, påvirker AI-udviklingen både omkostninger og ressourcebehov. For nogle sker det direkte gennem et øget behov for datalagring og kapacitet, eksempelvis ved udvikling af egne AI-modeller. Andre mærker det indirekte gennem stigende priser på strøm og hardware som følge af den øgede efterspørgsel.
Men én investering får ofte mindre opmærksomhed: infrastrukturen, der skal få det hele til at fungere.
Når AI-agenter bliver en del af arbejdsstyrken, stiger kravene til netværket
En stabil netværksforbindelse er i dag en afgørende del af fundamentet for de fleste virksomheder. Men AI-agenter kan belaste infrastrukturen på en helt anden måde end menneskelige medarbejdere, forklarer Øystein:
– En AI-agent kan gennemgå hundredvis, måske tusindvis af websites på få sekunder for at indsamle og analysere information. Det stiller helt andre krav til både båndbredde og svartider i netværket.
Når flere og flere opgaver overlades til AI-agenter, opstår der samtidig nye afhængigheder.
– Når virksomheden overlader opgaver til agentbaseret AI, har I i praksis en del af jeres arbejdsstyrke placeret i et datacenter. Mister I forbindelsen dertil, mister I også adgangen til de ressourcer, der udfører opgaverne. Det svarer lidt til, at alle jeres nøglemedarbejdere sidder i den samme bus, og den pludselig bliver sat ud af drift, forklarer Øystein.
Reel redundans handler om mere end to leverandører
For at reducere risikoen for nedetid vælger stadig flere virksomheder internetforbindelser fra to forskellige leverandører. Hvis den ene forbindelse svigter, skal den anden kunne tage over.
Men to leverandører betyder ikke nødvendigvis, at virksomheden har reel redundans.
– I får logisk redundans til en vis grad, men det er let at overse den fysiske infrastruktur. Fiberkablerne fra de to leverandører kan stadig ligge i det samme rør under jorden. Hvis røret bliver gravet over, kan begge forbindelser forsvinde samtidig.
Hvis redundansen reelt skal reducere risikoen, er det derfor også vigtigt at vide, hvordan infrastrukturen er etableret fysisk.
– Før I investerer i redundans, bør I sikre jer, at fiberforbindelserne er fysisk adskilt og har tilstrækkelig afstand mellem sig, siger Øystein.
DDoS-beskyttelse bliver stadig vigtigere for tilgængeligheden
DDoS-angreb er en anden trussel mod virksomhedens digitale tilgængelighed.
– Et målrettet DDoS-angreb kan slå forbindelsen til et datacenter ud lige så pludseligt som et kabelbrud. Det kan være målrettet kriminel aktivitet, hvor formålet er at reducere eller blokere kapaciteten. Konsekvensen kan være den samme, som når en fysisk forbindelse går ned: I mister adgangen til de AI-ressourcer, virksomheden er afhængig af, siger Øystein.
At beskytte tilgængeligheden handler derfor ikke kun om redundante forbindelser. Effektiv DDoS-beskyttelse bliver en stadig vigtigere del af den samlede infrastruktur.
Nye krav kan gøre det lettere at prioritere infrastrukturen
Investerer nordiske virksomheder nok i infrastrukturen til at imødekomme de stigende krav til kapacitet og stabilitet? Også her er forskellene store, ifølge Øystein.
– Nogle har en langsigtet strategi og investerer flere år frem. De ser, at en robust digital infrastruktur kan give en konkurrencefordel, og har økonomien til at være på forkant. I brancher med lavere marginer er tilgangen ofte mere reaktiv. Her kommer investeringerne typisk først, når den eksisterende løsning ikke længere er tilstrækkelig, eller når nye regulatoriske krav gør dem nødvendige.
Regulering som NIS2 og DORA kan samtidig gøre det lettere for IT-ledere at få opbakning til nødvendige investeringer.
– Infrastruktur og tilgængelighed bliver ofte betragtet som en omkostning, fordi det ikke er en del af virksomhedens kerneforretning. Reguleringen er med til at sætte fokus på betydningen af robusthed, redundans og cybersikkerhed og kan dermed gøre det lettere at prioritere investeringer, som ellers risikerer at blive udskudt.

